Kære alle
Den søde juletid i fuld gang, juleaften nærmer sig, og 2016 går på hæld, og derfor vil bestyrelsen ønske jer en rigtig glædelig jul, med en opdatering på nogle af vores projekter.
I årets løb, har vi sat gang i mange projekter, og flere og flere kan allerede ses.
Du vil derfor kunne finde opdateringer om følgende i denne julehilsen:
- Nye vinduer på 39-siden
- Omlægning af lån
- Nyt fra grønt udvalg
- Nyt om altaner i 39-blokken
- Nye dørtelefoner
Nye vinduer på 39-siden
Siden begyndelsen af november har arbejde pågået med at udskifte nogle af vinduerne på sydsiden af 39-blokken. Der er tale om stuevinduer i de lejligheder, som ikke skal have opsat altan. Arbejdet forventes afsluttet snarest. De resterende stuevinduer på den side af 39-blokken vil blive skiftet i forbindelse med opsætning af altaner, formodentlig i 2. halvår 2017 (se mere om altanprojektet herunder).
Omlægning af lån
Foreningen har i 2006 optaget et 30-årigt rentetilpasningslån, som hvert 10. år skulle have tilpasset renten (såkaldt F10 Flexlån). Lånet skulle rentetilpasses pr. 1. januar 2017, og det gav foreningen mulighed for at omlægge lånet. Renteniveauet har været fordelagtigt og foreningen har derfor fået omlagt lånet til et fastforrentet lån med 1,5 procent rente og samme restløbetid.
Omlægning betyder en væsentlig besparelse på renteudgifterne i de kommende år til glæde for foreningens økonomi.
Nyt fra grønt udvalg
Det grønne udvalg er begyndt deres arbejde. Vi har i den forbindelse etableret kontakt til landskabsarkitektstuderende fra Københavns Universitet, som vil hjælpe os i processen.
Vi arbejder først og fremmest på at gøre vores fællesarealer (i særdeleshed passagen) grønnere og mere indbydende. Derudover har vi fokus på vores ”weekend-gæster”, der bruger vores gård som både samlingspunkt og pissoire. Det er noget, vi håber at kunne mindske.
Vi regner med at involvere interesserede andelshavere i projektet ved at invitere til workshop og en snak med vores designere. Vi håber derfor på stærkt fremmøde og gode konstruktive ideer til projektet, når vi når dertil.
Derudover har vi indgået en aftale med FSB, der har ansvaret for den bagerste del af genbrugspladsen om at få genplantet et træ, hvor der tidligere har været et. Det skal dække for noget af den grimme udsigt over cykler og affald på FSBs plads. Træet håber vi at få plantet allerede over vinteren, hvis vejret forbliver mildt.
Nyt om altaner i 39-blokken
Ved generalforsamlingen i foråret 2015 blev det besluttet at tillade andelshavere i 39-siden, med 4-fagsvinduer mod syd, at få opsat altaner. Siden da har altanudvalget og bestyrelsen arbejdet med praktikken omkring projektet, og i sommer (2016) skrev 11 andelshavere under på aftale om at få opsat en altan.
Vi arbejder sammen med altanfirmaet Kontech om projektet, og seneste udvikling er, at der er sendt tegninger til Københavns Kommune til første myndighedsgodkendelse. Når den er opnået, er projektet planlagt til at tage 22-30 uger inden selve opsætningen kan gå i gang.
Vi håber derfor, at altanerne kan opsættes i anden halvdel af 2017.
Nye dørtelefoner
Det var oprindelig planlagt at vores dørtelefoner skulle have været udskiftet løbende i november måned i år. Opsætningen er dog sat på standby kortvarigt, mens vi indhenter et supplerende tilbud. Det gør vi for at sikre den bedst muligt løsning for os all.
Slutteligt vil vi blot understrege, hvor dejligt det er at komme hjem i denne mørke tid og se alle de julelys, der stråler på altanerne.
Ellers er der kun at ønske alle beboere en rigtig glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår.
Venlig hilsen
Bestyrelsen